#3 Arkitektens bud

"Kan vi bygge os til bedre læring?" - det er spørgsmålet, der stilles i videoen, hvor lektor Malou Juelskjær fra Århus universitet og arkitekt Dorte Mandrup taler om dette.

Grundprincipper hos arkitekt Dorte Mandrup er, at arkitektur kan hæmme eller fremme læringssituationer, men  ikke skabe læring - arkitektur kan være faciliterende og inspirerende, men det er op til lærerene, hvordan de vælger at navigere i rummene og om de vil bruge arkitekturen understøttende ift. deres undervisningsplanlægning og det er her, det kan blive svært påpeger Malou Juelskjær.

Et gennemgående element i filmen handler nemlig om, at lærerne stilles sårbart, når skoler ombygges/renoveres. Når byggeriet er færdigt med nymalede aulaer, bevægelige gulve, aktivitetstrapper og åbne klasserum er det op til lærerne at finde ud af, hvordan de så skal undervise. Lektor Malou siger på et tidspunkt, at læreren skal lære, at klasserumsledelse nu skal tænkes ud af klassen, og at både lærere og ledelse står med en følelse af, at man skal til opfinde den dybe tallerken igen.

Der siges endvidere at det især handler om at evaluere på de nye kommende rammer - hvilken generaliseret tendens skabes der fx ift. magtforhold, autoritetsrelationen, udfordringer, relationer mellem lærere/ledere - elev/elev og lærer/elev m.m. så man sammen står med et fælles udgangspunkt når arkitekturen og rummene skal forandres - og det er en kæmpe opgave, men det kan sikre, at kulturen ændres og forbliver.
Og siger man kultur og organisation er man nødt til at kigge på Edgar Scheins organisationsteori.

Edgar Scheins model for organisationskultur kan bruges i denne sammenhæng. Modellen opstiller tre kulturniveauer, som eksisterer som lag i en organisation.

• Artefakter og adfærd
• Værdier og normer
• Grundlæggende antagelser

Kulturen vinder over strategien siger Schein. Dorte Mandrup påpeger at arkitektur og forandret indretning ikke alene kan skabe læring. Der skal mere end gode intentioner til.

Indretningen/arkitekturen kan tillægges Scheins øverste lag (artefakter og adfærd) - vi ændrer noget ved rammerne, ved det vi kan se. Rummet er anderledes, møblerne er anderledes. Det er alt sammen godt.

Ideen om samspillet mellem rum og lærere og dertil eleverne er den ønskede værdi - altså det andet niveau. Det vi siger om rummet, det vi fortæller, at rummet kan - det vi udtrykker til hinanden.

Men for at de to øverste lag skal effektueres, skal der på det tredje og dybeste lag også ske en forandring, et skifte i vores anskuelse af, hvad vi så rent faktisk gør. Mangler man visioner, informationer, inspiration m.v. så vil ændringen ikke træde i kraft - kulturen vil vinde og man finder sig selv i gang med at rykke møblerne tilbage til hesteskoen eller rækkerne i det ellers nypolerede og funktionelle rum - hvis man endda er så heldig, at der er sket en ombygning.
Sværere er det, hvis man stadig huserer i skolebygninger, der er over 20-30 år gamle, som fysisk har rammer, der passede ind i skoletanken dengang.

Selvom jeg nødigt vil indrømme det, og det uden tvivl er en grov generalisering, så er lærere svære at bide skeer med, når det handler om egen praksis, my self included - derfor kan det være umådeligt svært at trumfe noget nyt igennem og rykke ved de grundlæggende antagelser - og så måske fordi skolen har været udsat for den ene nyskabende ide efter den anden, som mangt en lærer har siddet til foredrag om og ofte er blevet pålagt at skulle implementere.

Som Humberto Maturana siger, så kan man ikke tvinge nogen til noget - men forudsætning for forandring og læring er forstyrrelse, refleksion og tydelig kontekst.
Vi skal forstyrres i vores rumforståelse, men der skal være tid til refleksion og konteksten som forandringen skal ske i, skal kunne ses i en konkret sammenhæng.

Og hvordan gøres det så lige...?