#4 Det er så svært...
Hvad er læring egentlig? Som didaktiker, uddannet lærer, pædagogisk formidler osv. osv. burde svaret komme som skidt fra spædekalv, og jeg vil da mene, at jeg på stående fod ville kunne komme med mange anskuelser derom - men alligevel kan det være til nytte at dykke ned i og nørde lidt med læringsteori. Jeg er af den klare overbevisning, at det ikke kun er eleverne der skal lære og udvikles. Jeg skal lige så meget rystes i min grundvold og virkelig have en meta-forståelse for læringsprocesser.
Hvis ikke jeg er indstillet på det, vil jeg jo være den samme underviser med den samme adfærd om 20 år. Men hov, klasserummets fysiske fremtræden er da vist det samme.. mange steder.
Illeris' teorier om læring er en interessant felt. Han arbejder med flere begreber, som definerer forskellige læringsprocesser. I mit arbejde, indtil videre, mener jeg, at det især er begrebet akkomodativ læring som kan kobles sammen med udfordringen omkring det fysiske læringsrum. Akkomodativ læring forstås ved, at det nye, der skal læres ikke kan kobles på allerede etablerede skemaer, altså bliver nogle kognitive forståelser nedbrudt, omstruktureret eller rekonstrueret. Det kan defineres som overskridende læring og knytter sig til det refleksive og kritisk tænkende.
Sætte man det overfor det at omtænke hele sin undervisningspraksis fordi rummet fordrer noget anderledes vil jeg mene, at man har med akkomodativ læring at gøre.
I mit eget arbejde og praksiseksempel, som jeg vil komme ind på i et senere indlæg, er jeg bestemt blevet rystet i min grundvold og mit kontrolgen har været på prøve.
Min naturlige gang ind i klassen går fra døren op til tavlen med en forventning om, at eleverne sætter sig, tier stille og kigger op på mig. Den procedure er der som sådan ikke noget galt i, men behovet for kontrol blev understøttet af rummets indretning. Når de alle sidder og kigger op, så skal jeg udføre noget, det kræver ro og det bliver selvforstærkende - når jeg taler, lytter de - eller gør de. Men nu stiller jeg mig selv spørgsmålet, hvem gavner det at have denne indretning - mit kontrolgen, mit behov for absolut tystnad?
Arbejdet med det fysiske læringsrum har skabt meget refleksion hos mig - jeg er blevet kritisk tænkende - både ift. fordele og ulemper.
Men dog er jeg kommet frem til, at jeg skal væk fra den klassiske rumdeling - det må kunne gøres bedre, så det er eleverne der drager fordel af indretningen - så det er deres læringsprocesser og fællesskaber som fremmes - og så må jeg, som uddannet lærer, lære at navigere i det nye sammen med eleverne.
Sætte man det overfor det at omtænke hele sin undervisningspraksis fordi rummet fordrer noget anderledes vil jeg mene, at man har med akkomodativ læring at gøre.
I mit eget arbejde og praksiseksempel, som jeg vil komme ind på i et senere indlæg, er jeg bestemt blevet rystet i min grundvold og mit kontrolgen har været på prøve.
Min naturlige gang ind i klassen går fra døren op til tavlen med en forventning om, at eleverne sætter sig, tier stille og kigger op på mig. Den procedure er der som sådan ikke noget galt i, men behovet for kontrol blev understøttet af rummets indretning. Når de alle sidder og kigger op, så skal jeg udføre noget, det kræver ro og det bliver selvforstærkende - når jeg taler, lytter de - eller gør de. Men nu stiller jeg mig selv spørgsmålet, hvem gavner det at have denne indretning - mit kontrolgen, mit behov for absolut tystnad?
Arbejdet med det fysiske læringsrum har skabt meget refleksion hos mig - jeg er blevet kritisk tænkende - både ift. fordele og ulemper.
Men dog er jeg kommet frem til, at jeg skal væk fra den klassiske rumdeling - det må kunne gøres bedre, så det er eleverne der drager fordel af indretningen - så det er deres læringsprocesser og fællesskaber som fremmes - og så må jeg, som uddannet lærer, lære at navigere i det nye sammen med eleverne.
Kommentarer
Send en kommentar