#9 Læreren 2.0..? But how..
Web 2.0 og skolen 2.0... Men hvad med læreren og eleven, er de også 2.0?
I oplægget "Vision 2010, en udviklingssamtale med skolen" fra Undervisningsministeriet og folkeskolerådet kan man læse om seks fremtidsbilleder for ønsket om en folkeskole i forandring - afsnit syv handler om skolens rammer og rum - der kan man læse at..
"..En radikal ændring af bygningernes udformning ville betyde, at det nødvendige opgør med de traditionelle undervisnings- og organisationsformer bliver uundgåeligt.."
I linje til dette har Malou Juelskjær skrevet en kronik vedrørende muligheden for at skabe læring gennem arkitektur og differentieret rum, hvor hun bringer ovenstående uddrag i spil og tilføjer, at det også handler om, at man skal væk fra den privatpraktiserende lærer i lukkede rum i uddaterede skoler til et ekstensivt teamsamarbejde og kollegial supervision i nye og forbedrede rammer.
De mange intelligenser, forskellige læringsstile og børns forskelligartet sanselighed er blevet en intuitivt forståelse, som fordrer anderledes fysiske miljøer end bænkning mod tavlen.
Og det er alt sammen fint nok, mener Malou Juelskjær, men der mangler et kvalificeret modspil til, hvordan man som lærer bedst bidrager til disse komplekse fortællinger om børns differentieret læring.
De nye rammer og rum gør det ikke af sig selv. Vi skal som undervisere aktivt deltage i at definere, hvad det nye betyder for vores praksis.
For hvis skolen og digitaliseringen er på 2.0 niveau, så bliver vi også nødt til at være det og endnu vigtigere; eleverne skal med.
Samtidig skal det hænge sammen i organisationen - det skal være en fælles vision og overgangen skal implementeres på det rigtige grundlag.
Kigger man på en organisationsdidaktisk model kan der arbejdes på tre niveaer:
Herefter kan man begynde at arbejde på det taktiske niveau, hvor man her kunne anvende den reflekterende teamform flere teams i teamet - der ville de forskellige teams kunne hjælpe til at indsnævre formen, have fokus på undervisningskompetencerne, hvad forudsætningen for det nye fokus skulle være.
Slutteligt kan man så, på det operationelle didaktiske niveau komme med konkrete bud på et ønskværdigt scenarie.
I det meste materiale om dette emne er der en rød tråd, som fremhæver vigtigheden i, at læreren er indstillet på det nye, at der er givne værktøjer og tid til at eksperimentere, og at opbakningen fra ledelsen skal være til stede.
Blot fordi man ændrer rummet/arkitekturen, ændrer man altså ikke læringspotentialet - der skal, i konstruktivistisk ånd, ske et samspil mellem rum, lærer og elev.
I oplægget "Vision 2010, en udviklingssamtale med skolen" fra Undervisningsministeriet og folkeskolerådet kan man læse om seks fremtidsbilleder for ønsket om en folkeskole i forandring - afsnit syv handler om skolens rammer og rum - der kan man læse at..
"..En radikal ændring af bygningernes udformning ville betyde, at det nødvendige opgør med de traditionelle undervisnings- og organisationsformer bliver uundgåeligt.."
I linje til dette har Malou Juelskjær skrevet en kronik vedrørende muligheden for at skabe læring gennem arkitektur og differentieret rum, hvor hun bringer ovenstående uddrag i spil og tilføjer, at det også handler om, at man skal væk fra den privatpraktiserende lærer i lukkede rum i uddaterede skoler til et ekstensivt teamsamarbejde og kollegial supervision i nye og forbedrede rammer.
De mange intelligenser, forskellige læringsstile og børns forskelligartet sanselighed er blevet en intuitivt forståelse, som fordrer anderledes fysiske miljøer end bænkning mod tavlen.
Og det er alt sammen fint nok, mener Malou Juelskjær, men der mangler et kvalificeret modspil til, hvordan man som lærer bedst bidrager til disse komplekse fortællinger om børns differentieret læring.
"...Der findes eksempler på lærere, der oplever glæde ved at se børnene indtage rummene på nye måder, og lettelse over at ikke skulle fastholde eleverne bænket i klassen. Andre oplever (angst for) kontroltab og er usikre på, om eleverne laver noget fagligt i sofaen, eller bare slapper af og laver ingenting."
De nye rammer og rum gør det ikke af sig selv. Vi skal som undervisere aktivt deltage i at definere, hvad det nye betyder for vores praksis.
For hvis skolen og digitaliseringen er på 2.0 niveau, så bliver vi også nødt til at være det og endnu vigtigere; eleverne skal med.
Samtidig skal det hænge sammen i organisationen - det skal være en fælles vision og overgangen skal implementeres på det rigtige grundlag.
Kigger man på en organisationsdidaktisk model kan der arbejdes på tre niveaer:
- Det strategiske niveau
- Det taktiske niveau
- Det operationelle didaktiske niveau
Herefter kan man begynde at arbejde på det taktiske niveau, hvor man her kunne anvende den reflekterende teamform flere teams i teamet - der ville de forskellige teams kunne hjælpe til at indsnævre formen, have fokus på undervisningskompetencerne, hvad forudsætningen for det nye fokus skulle være.
Slutteligt kan man så, på det operationelle didaktiske niveau komme med konkrete bud på et ønskværdigt scenarie.
I det meste materiale om dette emne er der en rød tråd, som fremhæver vigtigheden i, at læreren er indstillet på det nye, at der er givne værktøjer og tid til at eksperimentere, og at opbakningen fra ledelsen skal være til stede.
Blot fordi man ændrer rummet/arkitekturen, ændrer man altså ikke læringspotentialet - der skal, i konstruktivistisk ånd, ske et samspil mellem rum, lærer og elev.
Kommentarer
Send en kommentar